onsdag den 11. april 2012

Mit nye hjem; 'Det blå hus'

Så fik jeg flyttet fra mit midlertidige hul af en lejlighed og over i huset, eller det blå hus, som det hedder i folkemunde. Huset er egentlig lægebolig, men det er hvad man kan stille til rådighed lige pt. pga. boligmangel. Huslejen er skyhøj, men jeg slipper med at betale halvdelen, mod at skulle dele huset med hvem sygehuset måtte skulle indkvartere. Jeg har dog ingen anelse om hvordan fremtiden ser ud på den konto. Men indtil videre har jeg huset for mig selv. Det er stort men bare dejligt at flytte i noget lidt mere hyggeligt end et møbleret kontor, som mit tidligere 'hjem'.
Huset er dog også midlertidigt til jeg får en lejlighed, men der går nok nogle måneder.

Huset ligger med front ud til Diskobugten, hvilket giver en fremragende udsigt og masser af lys.
Jeg har været rundt udenfor huset og taget nogle billeder af huset. Det kan skimtes ude til højre i det første billed. Her er det også tydeligt hvor kort jeg har til arbejde. Dejligt!




lørdag den 7. april 2012

Middag og koncert med Poul Dissing og Benny Andersen

Igen på bare få dage, havde Hotel Arctic arrangeret noget rigtig godt. Denne gang var det lykkedes at trække Poul Dissing og Benny Andersen til byen, og sammensætte det med en gourmet-middag. Vi var en god flok fra sygehuset, som havde købt billet. Det startede kl 18 med en 4 retters galla middag efterfulgt af koncerten.



Efter middagen var der lagt op til en fremragende hyggelig koncert. Igen med et begrænset antal publikummer, hvilket gav koncerten en mere intim stemning. Inden koncerten havde jeg ikke det store begreb om de to kunstnere, ud over at folkeskole og gymnasie tiden havde været præget af Svantes viser. Heldigvis fik vi Svantes viser og en masse andet godt musik. Koncerten var del af en pause, hvor jeg havde den fornøjelse at konversere med Hr. Dissing. En utrolig spændende person, som var utrolig nem at snakke med. Det startede med at få taget et billede, men udvikledes til at handle om alt lige fra grønlandsk kultur til fysioterapi, knæsmerter og det at leve som musiker. Rigtig godt!

Den store slæderejse

Den store slæderejse er måske så meget sagt, men en længere tur blev det da i hvertfald til, da vi smuttede afsted i påsken. Vi var fire, Inge og jeg, samt Inges to gæster fra Danmark, og så fire slæder med hver deres føre. Så 8 personer i alt. Det blev en rigtig spændende tur. Målet for turen var indlandsisen ved 'den døde bræ' i Sikuiuitsoq fjorden, en sidefjord til Ilulissat isfjord. Turen gik fra Ilulissat ved 9 tiden, hvor vi kørte over Store Akinaq og ind imod en fangsthytte ved Sikuiuitsoq. Der holdt vi en lille pause inden turen fortsatte på fjorden ind til isbræen. Efter et ophold inde ved isbræen, gik turen atter tilbage til hytten, hvor der efterfølgende kom et slædehold med spanske turister af samme størrelse. Hytten var ca. 20-25 kvm, og nu var vi 16 personer. Det blev en rigtig hyggelig aften trods trange forhold. Primusen kørte og varmede rigtig godt, hvilket gjorde at det i løbet af natten blev alt for varmt. Dagen efter var det meningen at vi skulle have været ud til isfjorden og røgte langliner. Dette blev dog aflyst pga. tøvejr gjorde isen på fjorden svær at køre i. Så turen gik i stedet hjemover. Alt i alt var turen dog en rigtig fed oplevelse, jeg kan anbefale andre der måtte komme en tur til Grønland.




  






torsdag den 5. april 2012

Intimkoncert med tv2

Hotel Arctic er fantastisk til at arrangere spændende arrangementer. I denne omgang var Steffen Brandt og tv2 forbi, fordi hoteldirektøren havde 70 års fødselsdag. I samme anledning besluttedes det at give koncert til den ringe pris af 150 kr pr. billet. Derudover var der dømt intimkoncert, da byen for det første ikke er så stor, og det mest er danskerne her i byen der tager til sådan et arrangement. Jeg vil tro at der har været 100-200 mennesker. Samtidig gav det også mulighed for at komme helt tæt på musikerne. Fantastisk fed koncert med alle de kendte numre!